print

Månedens case 1




Månedens case // oktober 2009

Den første "månedens case" er indsendt af Mette Tew. Mette er pædagogisk konsulent i entreprenørskab ved Center for Undervisningsmidler, University College Sjælland.


 
Innovationscamp i Kalundborg

I starten af 2009 blev en ambitiøs idé født i Innovationsgruppen i Kalundborg Kommune. Elever fra skoler i Kalundborg Kommune skulle mødes på en innovationscamp til to dages intensivt og sjovt arbejdsforløb om en bestemt problemstilling.

Nyskabende løsningmodeller
På innovationscampen skulle eleverne samarbejde i mindre grupper på tværs af alder og skole. Løsningsmodellerne skulle findes ved hjælp af idéudviklingsteknikker, innovative processer og formidlingsøvelser. Innovationscampen blev afholdt i april 2009, og i 31 intensive timer arbejdede 50 børn og unge sammen hen mod at skabe nyskabende løsningsmodeller til, hvordan børn og unge i Kalundborg Kommune kan få et sundere liv.

Der er tale om et unikt projekt, hvor CFU Slagelse i samarbejde med innovationsgruppen i Kalundborg har været med til at arrangere og afvikle en innovationscamp. Interessen for campen har været stor, alle folkeskoler i kommunen bakkede op om campen, og, pladserne blev revet væk. Hver skole fik lov til at sende 2-5 elever fra 5.-8. Klasse. Disse elever blev hver især udpeget af deres lærere til at deltage på baggrund af deres kreative og innovative evner kombineret med faglig dygtighed. Her var det ikke nok blot at være dygtig i skolen – man skulle også kunne se muligheder frem for begrænsninger, have masser af idéer og engagement.


Et input om sundhed
Det konkrete emne, blev først offentliggjort for eleverne på selve campen og handlede om motion, kost og hvile. Emnet var et opdrag fra Sundhedsenheden i Kalundborg Kommune.

De fleste børn og unge kender godt til Sundhedsstyrelsens anbefalinger omkring sund kost og motion, men mange af dem vælger alligevel at leve et mindre sundt liv. Sundhedsenheden i Kalundborg Kommune har en særlig interesse i at vide mere om, hvorfor det gør sig gældende, og hvordan man kan ændre disse tendenser. Eleverne kom med deres svar og løsningsmodeller på, hvordan det kan ske på deres præmisser. Kommunen fik her en unik lejlighed til at få et indblik i og viden om hvad børn og unge tænker på, hvordan deres syn på det gode liv er, og ikke mindst inspiration til, hvad der skal til for at få de unge til at tage den sunde livsstil til sig.


En af de plancher, der blev til under forløbet


Fokus på elevernes viden
De deltagende elever blev taget ud af deres normale undervisning i de to dage campen foregik. I de to dage blev der ikke tænkt i fag - men i viden og faglighed. Hvilken viden havde eleverne, som de kunne bringe i spil til opgaveløsningen, og hvordan kunne de i grupperne bedst udnytte denne viden. På den måde blev elevernes forskellige kompetencer synlige og brugbare, og stort set alle de fag eleverne normalt har i skolen, blev repræsenteret, da eleverne anvendte deres viden til opgaveløsningen. Der blev lavet udregninger og budgetter, mundtlige og skriftlige præsentationer, oprettet hjemmesider, tegnet og skrevet, researchet i bøger og på nettet og meget mere.


"Vi er blevet bedre til at argumentere"
Campen sluttede med at de syv grupper præsenterede deres løsninger for Sundhedsenheden, og den bedste idé blev kåret.  Et årligt motionsløb – Kalundborg Løbet. Gruppen som vandt udtalte i fællesskab til Kalundborg Folkeblad at ”vi har lært at tænke mange flere idéer frem, og at arbejdet i campen har gjort os bedre til at argumentere.”


En elev præsenterer sin idé


Succeser & udfordringer
Eleverne tog de værktøjer til sig, som guiderne foreviste dem indenfor idéudviklingsteknik, innovative processer og formidling. Der var klare tilbagemeldinger i grupperne på, at de godt var klar over, hvornår de befandt sig i de forskellige faser – den kreative, den innovative og den entreprenante (KIE-modellen). Det var til tider svært at fastholde eleverne i den kreative fase, da alle var meget ivrige for at komme videre og blive færdige. At skabe muligheden for lysten til fordybelse, var klart den største udfordring for guiderne. Der er dog ingen tvivl om, at eleverne er blevet styrket i deres viden og erfaring med arbejdet med entreprenørskab. De er blevet bedre til at løse problemer og ikke mindst til at formidle deres resultater. På den sociale side er der blevet knyttet bånd på tværs af alder og skole.



Elever der koncentrerer sig med arbejdet

Innovationsguidernes erfaringer
De deltagende innovationsguider har fået en dyrebar viden om hvordan man afholder en innovationscamp for elever i den aldersgruppe – hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Erfaringer der vil blive bragt videre til næste gang, der skal afholdes en camp.


Se videoklip fra campen

Læs mere om hvordan din historie kan blive månedens case // KLIK HER

Under inspiration og værktøjer finder du diverse inspiration samt en beskrivelse af, hvad der kan kvalificere dit projekt til at blive månedens case.







Tilbage til forsiden // KLIK HER





 



 Læs om de 5
 nominerede projekter
 og de 4  særpriser
 
// KLIK HER