print


indlæg 5, 1/4 2009

 

Elevernes fokus skærpes


Efter besøget i Videnparken blev linierne trukket op. Arbejdet i grupperne blev endnu mere målrettet og koncentreret, og der blev med iver arbejdet frem mod næste møde med Annie Brink-Koch (direktør for Videnparken) en lille måneds tid senere.

Stor nervøsitet før fremlæggelse
Vores første møde med styregruppen blev en succes. Grupperepræsentanterne fremlagde deres gruppes arbejde, og det blev nu tydeligt for alle, at det var nogle gode projekter, men også hvor forskelligt grupperne arbejdede.

På det næste styregruppemøde blev der bl.a. lagt en tidsplan for fremlæggelse for Annie. Grupperne var godt forberedte, men da dagen oprandt, var de lige så nervøse, som havde det været ”eksamen”.


"… da dagen oprandt, var de lige så nervøse,
          som havde det været eksamen!"


Til stede ved selve fremlæggelsen var Annie Brink-Koch, Ann-Marie Christensen (skoleleder), Thomas Kvist Christiansen (journalist), Raouf og Everlinda (journalist og fotograf fra dokumentationsgruppen) samt undertegnede. Grupperne fremviste følgende projekter:

Iværksætterdokumentar
Dokumentargruppen som ville lave en film om, hvordan det er at være iværksætter. Gruppen havde filmet på skolen og hjemme hos en af eleverne. To af eleverne var iværksættere i filmen. Gruppen præsenterede en stump råfilm, da den endelige film ikke var helt færdig. Den endelige film skal godkendes af Videnparken, før den kan vises offentligt.

Reklamefilm
Reklamegruppe B som ville lave en film om Videnparken. De havde interviewet fire iværksættere, om det at starte et firma, og om fordelene ved at være en del af Videnparken. Gruppen viste klip fra filmen, som manglede at blive færdigredigeret. Filmen skal vises på selve fødselsdagen.


 

 

 


Fra krise til idéudvikling i bespisningsgruppen
Bespisningsgruppen ville med forskellige etniske retter og etnisk udklædning vise omverdenen, hvordan de opfatter Videnparken. Gruppen ser Videnparken som en ”lille verden”, hvor hvert firma er et land.

Gruppen søgte sponsorater hos byens etniske restauranter. De fik dog ingen positive tilbagemeldinger, hvilket bragte medlemmerne i krise. De gjorde nu brug af innovative redskaber. De holdt fast i den oprindelige ramme, men bevægede sig mentalt fra det innovative til det kreative rum, hvor de besluttede at droppe bespisningen, holde fast i udklædningen, og fandt på at de ville dele brochurer og slik ud. Annie Brink-Koch var begejstret for den nye idé, da hun havde sine betænkeligheder med forholdene omkring bespisningen, og tilbød at sponsorere slikket.

"De holdt fast i den oprindelige ramme, men bevægede sig mentalt fra det innovative til det kreative rum, hvor de besluttede at droppe bespisningen, holde fast i udklædningen, og fandt på at de ville dele brochurer og slik ud."


Kage, Kaffe og Quiz
Voksenaktivitetsgruppen ville tilbyde gæsterne kage, kaffe og quiz. Det lykkedes gruppen at finde to bagere, som ville sponsorere i alt seks kager. Kaffen havde Annie styr på, og det blev aftalt, at quizzen skulle handle om Videnparken. Spørgsmålene skulle kunne besvares ved at læse i en fødselsdagsavis om Videnparken. Annie ville sørge for at trykke spørgeskemaerne. 

Klovneshow, ansigtsmaling og blodspil
Børneaktivitetsgruppen ville lave aktiviteter for børnene i form af klovneshow, ansigtsmaling og boldspil. Gruppen fremviste en plan over opsætning af scene og boldspilsbane. Gruppen havde desuden lavet et budget og en folder om deres aktivitet. Folderen vil blive sendt rundt med indbydelserne.

Festen sættes i gang med sang
Reklamegruppe C ville lave ca. fem sange og indspille dem på video. Gruppen sang to af deres sange for os. Det var et muntert indslag og det blev vedtaget, at den ene af sangene skulle være en åbningssang. Det betyder, at alle eleverne skal stå på trappen op til hovedindgangen og synge sangen i kor. Dernæst skal der klippes en rød snor, og dermed sættes festen i gang!


 


"Eleverne har stor respekt for Annie, og som hun selv siger, har hun fået en masse nye venner"


 

 

En innovativ proces 

Eleverne har nu været igennem et innovativt undervisningsforløb. Merete kan se en klar kompetencemæssig udvikling samt et voksende engagement hos eleverne, der har fået dem til selv at efterspørge viden og ikke mindst til selv at opsøge den. Derudover har eleverne lært at inddrage forskellige relevante metoder undervejs i processen, deres samarbejdsevner er blevet testet og udviklet, og samtidig har der også været plads til elevernes forskelligheder. Nu kan eleverne glæde sig til de sidste forberedelser og ikke mindst til selve jubilæet i maj.


Er du interesset i, hvad Merete skrive om det faglige udbytte af processen, så se under Meretes indlæg.



 Se Videnparkens hjemmeside

 

 Se Treldevejens skoles hjemmeside

 

 Tilbage til oversigten over Meretes indlæg

 

 

 



 Læs om de 5
 nominerede projekter
 og de 4  særpriser
 
// KLIK HER